mandag den 23. november 2009

Søren og Inspirationsbordet

Søren kommer ind på biblioteket, for at aflevere  ”Pigen der legede med ilden”. Han ville gerne have noget lignende, måske noget nyt af samme forfatter eller en anden krimi? Søren går hen til Inspirationsbordet, og placerer sin bog på det. En digital aura kommer frem nedenunder bogen, og viser 3 nøgleord om bogens indhold.

Rundt på Inspirationsbordet flyder forskellige billeder, repræsenterende forskellige inspirationskilder. Søren fører bogen hen mod et af billederne, og en mere præcis information afsløres om inspirationskilden, som forsøger at bevæge sig væk fra Sørens bog. Han jagter den og ordet ”Afghanistan”, træder frem, ikke noget der tænder Søren, så han bevæger bogen videre rundt på Inspirationsbordet imod et billede af et stort billede af en bil, der langsomt og lidt forsigtigt nærmer sig Sørens bog. Han bliver nysgerrig, og bevæger sin bog hen mod billedet af bilen og ordet ”Status” træder frem. Søren synes det lyder lidt skørt i forbindelse med hans krimi, men vælger alligevel at bevæge bogen helt hen over inspirationskilden, og den bliver optaget i bogens aura, så der nu er 4 nøgleord. Samtidig begynder andre inspirationskilder der før langsomt nærmede og kredsede omkring bogens aura at fjerne sig fra den, mens nye tiltrækkes ganske langsomt.

Søren ser nu, at en af inspirationskilderne der flyder rundt på bordet ligner forsiden på en bog. Han bevæger sin bog hen mod denne bogforside, og den afslører sig som Dostojevskys ”Forbrydelse og Straf”, en bog Søren engang har set sin far læse... har den virkelig noget at gøre med ”Pigen der legede med ilden”?? Søren bestemmer sig for at finde ud af det, og bevæger sin bog hen over inspirationskilden, der med en lang glidende bevægelse lægger sig ved kanten af bordet, hvor forsiden og en lille forklarende tekst hæfter sig fast. Søren trækker ”Forbrydelse og Straf” ud over kanten på bordet, og en reference til hvor han kan finde bogen bliver printet ud.  

Søren finder lidt skeptisk den tykke bog frem af bibliotekernes arkiver, og går hjem for at læse om det virkelig er noget for ham. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar